Tilbage til forrige side Til kortet

Landsbyen Brøndhøje:

Landsbyen Brøndhøje låg ude ved Kraneled og forsvandt sporløst efter en voldsom stormflod i 1625. Stormfloden satte spor efter sig over hele området, og udslettede landsbyen totalt.  Der er en del usikkerhed om hvordan dette kunde ske, nogle mener at landsbyen låg på en odde som stormen fejede væk, en anden teori går på at det der hvor landsbyen låg var et jordfaldshul, som fik det hele til at synke i jorden. Der er ikke fundet spor efter bebyggelsen, dog har man i nyere tid  fundet en del pægleværk som kunne formodes at  stamme fra landsbyens havn men dette er kun antagelser.

Et sagn fortæller om landsbyens endeligt på følgende måde:

For mere end 400 år siden var Brøndhøje en driftig by. Her var øens eneste vandmølle, hvis kraft kom fra en kilde de underjordiske havde ladet springe frem, men det hed sig at solen aldrig måtte skinne på den.  Lensmandens søn, fra Stegeborg blev trolovet med møllerens dejlige datter.  Efter et jagtgilde havde pigen besøg af sin tidligere elsker, der kom til hendes kammer ved at fjerne et par af de egeplanker der skulde dække for solen.  Han skyndte sig væk fra jomfruen ved daggry, men glemte at sætte planken på plads.  Da han kom op i skoven, så han solen stå op, og han huskede til sin rædsel egeplanken og vilde vende om, men så nu solen skinne på Brøndhøje, der sank dybere og dybere i jorden, og pludselig væltede havet ind og byen var borte med alle mennesker.  Kun lensmanden og hans søn, der havde overnattet på deres skib, blev reddet.  Elskeren mistede forstanden og kastede sig ud fra Dronningestolen og drev i land og blev begravet ved Lilleklint, hvor der blev rejst et kors.  Der fortælles at de gamle om natten kunde se hans genfærd vandre fra Lilleklint til Dronningestolen.

Sagnet er optegnet i 1935 af Robert Iversen